Vedtægter for Boulonnais i Danmark
§ 1. Navn og hjemsted
1. Foreningens navn er Boulonnais i Danmark, forkortet BiD.
2. Foreningens hjemsted er formandens eller et andet bestyrelsesmedlems adresse.
3. Foreningen ønskes på sigt optaget under Landcentret/Hest. Dermed følger Boulonnais i Danmark Landsudvalget for Heste's vedtagede, generelle retningslinier for kåring, afkomsskuer og stambogsføring.
§ 2. Foreningens formål er
1. at fremme og støtte avlen og brugen af Boulonnais heste i Danmark ved hjælp af af bestyrelsen nedsatte udvalg for avl, ridning og kørsel, herunder også landbrugsmæssig brug af hestene og at samle Boulonnaisejere om muligt under en forening.
2. at opbygge og opretholde en bæredygtig, genetisk fornuftig bestand af avlsdyr, evt. med økonomisk støtte fra foreningen.
3. at organisere registrering og stambogsføring af medlemmernes dyr, derunder varetage kontakten til det franske moderforbund og at give andre franske koldblodsracer uden eget avlsforbund i Danmark ”husly”. Medlemmer uden for Danmark er velkommen under samme vilkår som danske medlemmer.
4. at udøve oplysningsarbejde i spørgsmål om Boulonnais hesten.
5. at på sigt afholde materialprøver, kåringer samt ride- og brugs/kørestævner.
§ 2. Foreningens avlsmål er
1. at fremavle en fysisk og psykisk sund og stærk Boulonnais hest til brug og avl, der er i overenstemmelse med det franske moderselskabs retningslinier.
2. at bevare Boulonnais hesten i sin koldblodsprægede fysiologi.
p>3. at tillade særligt udvalgte og godkendte rene arabiske hingste til forædling af Boulonnais hopper. Hingsteafkom af sådanne krydsninger må ikke bruges i avlen, hoppeafkom skal krydses tilbage med Boulonnais hingste således at først hingste og hopper med en andel på ikke mere end 12½ procent arabisk blod kan opnå avlsgodkendelse eller kåring. Andet fremmedblod kan ikke opnå optagelse i stambogen, heller ikke afkom af krydsninger med andre racer end den rene arabiske.
§ 3. Medlemskab
1. Som medlemmer kan alle personer, der er interesseret i avl og brug af Boulonnais hesten optages. Medlemskabet er ikke betinget af at man er hesteejer.
2. Kun medlemmer har adgang til særlig information på foreningens hjemmeside, til kåring, skuer, materialprøver o.l. i foreningens regi.
3. Indmeldelse sker på foreningens indmeldelsesblanket. Medlemsskabet er først gyldigt, når medlemmet har betalt kontingent.
4. Udmeldelse kan ske ved skriftlig henvendelse til kassereren med virkning fra udgangen af et regnskabsår. Enhver gæld til foreningen skal være indfriet forinden.
5. Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. Kontingentet opkræves ved regnskabsårets begyndelse. Medlemmer, der ikke har betalt kontingent inden den ordinære generalforsamling, betragtes som udtrådt af foreningen og har ikke stemmeret (se §4, punkt 3 om stemmeret).
6. Medlemmer, som ikke overholder foreningens vedtægter, kan udelukkes af en enig bestyrelse eller ved simpel stemmeflertal på en generalforsamling.
7. Bestyrelsen kan udnævne personer, der gør særlig indsats for BiD, til æresmedlemmer. Disse er ikke forpligtet til at betale kontingent.
§ 4. Generalforsamlingen
1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af marts måned og indkaldes med mindst tre ugers varsel ved e-mail til medlemmerne og ved annoncering på foreningens hjemmeside med angivelse af dagsorden.
3. Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, der senest ugedagen forinden har betalt forfaldent kontingent. For at have stemmeret ved generalforsamlingen skal man have været medlem i mindst 6 måneder forinden. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
- 1. Valg af dirigent
- 2. Valg af stemmetællere
- 3. Formandens beretning
- 4. Regnskabsaflæggelse
- 5. Behandling af indkomne forslag
- 6. Fastsættelse af kontingent
- 7. Godkendelse af budget
- 8. Fremlæggelse af års-/aktivitetsplan
- 9. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter
- 10.Valg af 2 revisorer
- 11.Eventuelt
6. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest tre måneder forud for udgangen af den måned, hvor den ordinære generalforsamling skal afholdes.
7. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
8. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal (en over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot én mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning. Ved sådanne personvalg anvendes reglen om simpelt flertal.
9. Revision af foreningens regnskab foretages af den på generalforsamlingen valgte revisor. Revisor vælges for et år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
10. De af bestyrelsen trufne afgørelser kan af ethvert medlem, for hvem afgørelsen vedrører, indbringes for generalforsamlingen.
§ 5. Bestyrelsesarbejde
1. Bestyrelsen består normalt af 5 medlemmer, som skal have bopæl i Danmark. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer, der sidder for 2 år ad gangen, idet der på lige år afgår 3 bestyrelsesmedlemmer og på ulige år afgår 2 bestyrelsesmedlemmer. Genvalg kan finde sted. Det tilstræbes, at bestyrelsen er repræsenteret jævnt geografisk.
2. Forretningsorden for bestyrelsen skal fastsættes på første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen. Bestyrelsen skal drage omsorg for, at foreningen ledes forsvarligt og i overensstemmelse med vedtægterne, og at dens regnskab indrettes og føres på betryggende måde.
3. Bestyrelsen planlægger hingste- og hoppekåringer, afkomsskuer og stambogsføring. Den fastsætter termin eller betalingsdato for ydelser til foreningen bl.a. kontingent og stambogsgebyrer.
4. De nødvendige indtægter, og dermed foreningens økonomiske grundlag, tilvejebringes gennem medlemskontingent, sponsorstøtte og indtægter fra stævner, kåring, shows m.m.
§ 6. Ekstraordinær generalforsamling og vedtægtsændringer
1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kundskab.
2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger og annoncering sker på samme vis som ved den ordinære generalforsamling.
3. Ophævelse af foreningen kan kun ske på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 3 ugers mellemrum, og kun såfremt 2/3 af de repræsenterede medlemmer stemmer for forslaget. Medlemmer hæfter ikke for gæld, som foreningen påtager sig. Foreningens aktiver tilfalder Foreningen Hestens Værn i tilfælde af foreningens ophør.
4. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.
5. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.
§ 8. Navngivning og mærkning
1. Medlemmer af BiD forpligter sig til at følge moderforbundets regler for navngivning af heste, som følger alfabetet. Hestenavne i 2009 skal således begynde med et V, i 2010 startes forfra med A, 2011 med B og så fremdeles. Hestenavnene bør være fransk inspirerede.
2. Boulonnais heste i Danmark skal chipmærkes, og det er hesteejernes pligt at indberette nummeret til foreningens database og selv sørge for hestepas.
Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 31.1.2009
