Avlsforbundet Boulonnais i Danmark

Dansk avlsforbund

Den 31.1.2009 afholdtes stiftende Generalforsamling for avlsforeningen "Boulonnais i Danmark" i Odense. Derefter kan der søges dispensation til at udstille Boulonnais heste på de lokale dyrskuer, og når foreningen igennem et par år har vist sig levedygtig og har en fremgang af avlsdyr og føl, kan foreningen tilknyttes til Landskontoret for Heste. Indtil da hører de danske Boulonnais heste under det franske moderforbund. Renracede føl, der fødes i Danmark, får dog papirer udstedt fra Landskontoret.

Medlemskab

For nye medlemmer gælder medlemskabet fra betalingsdatoen og frem til kalenderårets udgang, og man har kun stemmeret ved generalforsamlingen, hvis man har været medlem i 6 måneder på generalforsamlingens dato. Kontingentet er på den stiftende generalforsamling blevet fastsat til 400 kr. for et personligt medlemskab (1 stemme ved generalforsamlingen) og 650 kr. for et familiemedlemskab (2 stemmer) og kan indbetales til Andelskassen J.A.K. Slagelse, Reg. Nr. 9860, konto nr. 8730051779. Når betalingen er registreret, får man tilsendt sit medlemsbevis.

Og hvorfor så være medlem?
Hvis du ejer en hoppe, som du bruger til avl, skal du være medlem for at kunne få hoppen bedækket ved en Boulonnais hingst herhjemme og få registreret føl, hvis din hoppe allerede er drægtig. Hingsteejere og bestyrelsesmedlemmer skal selvfølgelig også være medlemmer af foreningen. Hvis du ejer en hest, som du bruger til andet en avl, behøver du ikke være medlem, men der er nu alligevel nogle fordele ved det, som vi lige vil liste op her: Som medlem...

  • er du medlem af en avlsforening og må således udstille dyr på dyrskuer
  • får du din egen hjemmesideplads på foreningens hjemmeside, hvor du kan fortælle om dine heste og sætte billeder på (henvendelse til formanden)
  • kan du sætte dine Boulonnais heste til salg på foreningens hjemmeside (henvendelse til formanden)
  • er du en del af boulonnaisfolkets netværk, der allerede nu har vist sig som meget nyttigt, når man mangler hjælp
  • kan du deltage i foreningens arrangementer, såsom åbent hus, køre- og brugsstævner, interne skuer (altså kun med Boulonnais heste) og bliver inviteret til at deltage i andre arrangementer, hvor foreningen er inviteret til at vise heste (formanden sender invitationer ud)
  • må du bruge foreningens logo (henvendelse til formanden)
  • kan du få lavet visitkort med foreningens logo (pris afhænger antallet, henvendelse til formanden)
  • får du hjælp til at få lavet tøj eller underlag med foreningens logo og dit stutterinavn og lignende (henvendelse til kasserer Tina Hansen)
  • får du hjælp til at finde et fransk stutteri- eller staldnavn (f.x. blev ”Østervang” til ”Clos de l’Est”, som sættes bag føllenes navne, henvendelse til formanden)
  • må du bruge foreningens register til at finde franske navne til føllene (henvendelse til formanden)
  • får du rabat på afstamningskort (250 kr. pr. Kort i stedet for 450 kr.), som er en lamineret A4-ark med din hests afstamning i 7 generationer, som viser dig, hvilke farver, der ligger bag din hests gener, og hvor meget indavl, der ligger i den. (henvendelse til formanden)
  • kan du deltage i studierejser til Frankrig, som vil blive arrangeret af foreningen (f.x. se hingstekåring eller andre arrangementer)
  • får du hjælp med kontakten til de franske myndigheder (henvendelse til formanden)
  • få du selvfølgelig støtte og vejledning i avlsspørgsmål (henvendelse til formanden)

Kontingentet bruges til at drive foreningen med, blandt andet har foreningen givet et tilskud til brodering af jakker og andet med foreningens logo, og der arbejdes på at leje en ny kåret hingst fra Frankrig hvert år i foreningens regi, for at der kan komme mere blod til landet.

Vedtægter og bestemmelser

På den stiftende generalforsamling har de fremmødte godkendt foreningens vedtægter, et kåringsreglement og er blevet informeret om standardbeskrivelsen for Boulonnais hesten fra det franske Nationalstutteri. Kåringsreglementet adskiller sig på i væsentlige punkter fra det franske moderforbund: i Danmark skal også hopper stilles til kåring, og alle heste, der stilles til kåring, skal igennem en køre- eller brugsprøve.

Se [vedtægterne]
Se [kåringsreglement]
Se [standardbeskrivelsen]

Fransk avlsforbund

Det franske hovedforbund er Syndicat Hippique Boulonnais og har hovedsæde i Desvres. I Frankrig er det kun hingstene, der kåres, hvorimod hopper automatisk er godkendt til avl.